STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern kæmpede forgæves i Portugal

Tim Winkler og Skjern er ude af EHF Cuppen.

Et decimeret Skjern-mandskab kæmpede til det sidste, men måtte til sidst give op i Portugal.

Af Kenneth Thygesen

Skjern Håndbold kan ikke nå kvartfinalen i EHF Cuppen.

Det er det ærgerlige facit i den vestjyske lejr, efter at Skjern Håndbold søndag aften tabte 30-28 på udebane til portugiske Sporting CP. 

Skjern var uden et skadet trekløver i Claus Møller Jakobsen, Daniel Svensson og René Rasmussen, men trods fraværet af de tre formåede Skjern at føre 16-10 ved pausen.

Føringen holdt til midten af anden halvleg, hvorefter et velspillende Sporting-mandskab overhalede Skjern, som dermed er ude af EHF Cuppen, selvom der fortsat mangler én spillerunde.

Føring på otte mål
I første halvleg lignede det ellers, at Skjern skulle tage en skalp på udebane mod det portugisiske tophold.

Som set så mange gange før i sæsonen havde Skjern banket en betondefensiv op, der blev støttet af Tim Winkler i målet. 10 redninger af keeperen i første halvleg og dermed et væld af kontrachancer til holdkammeraterne, som stod i kø for at score.

Mest scorende var Thomas Bruhn, der med fem mål havde stor andel i, at Skjern ganske imponerende førte 12-4 og senere gik til pause med en føring på 16-10.

Kampen tippede et kvarter før tid
Skjern fik udbygget føringen til 18-12, men herefter overtog portugiserne styringen. Godt bakket op af et livligt hjemmepublikum blæste Sporting af sted, og det kunne Skjern ikke følge med til.

Ole Nørgaards udvalgte kæmpede og kæmpede, men ved stillingen 24-24 med knap et kvarter igen tippede kampen til portugisernes fordel.

Udover fraværet af Møller Jakobsen, Svensson og Rasmussen måtte Thomas Klitgaard forlade banen i første halvleg med en mindre skade.

Og da Henrik Møllgaard samtidig fik sin anden udvisning, var Skjern-bænken tvunget til at tænke i alternativer for ikke at få anføreren smidt ud.

Én runde tilbage
Det gav blandt andet debut til en bagkæde bestående af Rasmus Boysen, Morten Balling og Alexander Nielsen. Trods fine angreb og masser af gåpåmod var portugiserne blot skarpere.

Nederlaget på 30-28 betyder, at Skjern er nummer tre i puljen, og at franske Montpellier og netop Sporting CP går videre fra puljen.

Skjern spiller den sidste kamp i puljen på lørdag den 29. marts mod HC Zomimak fra Makedonien.

NYHEDER