STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern kæmpede sig til et point

Kasper Søndergaard var igen ualmindelig vigtig for sit hold i slutfasen.

Ligesom i søndags blev det igen i aften en lige kamp med spænding til det sidste, da Skjern på en stærk slutspurt fightede sig tilbage.

Af Lone Jørgensen

Først var de foran, så var de bagud, og til sidst kæmpede de sig op.

Kampen mellem Skjern og Århus endte 29-29, efter at hjemmeholdet i stort set hele anden halvleg haltede bagud.

Men selvom trætheden lyste ud af Skjern-spillerne i det sidste kvarter, var det gejsten og fighten, der vandt hos de grønblusede, der derfor helt fortjent tog et point med fra kampen.

En lige start
Det var Morten Balling, der åbnede målscoringen i kampen, hvor de to hold fik en forholdsvis lige start.

Først efter ti minutter kom den første føring på mere end et mål, og heldigvis var det hjemmeholdet, der på et straffemål kunne bringe sig på 6-4.

Skjern-spillerne arbejdede godt for hinanden defensivt, hvor forsvaret gav Søren Pedersen i målet gode arbejdsbetingelser. I en periode så gode betingelser, at gæsterne ikke scorede i fem minutter.

Det udnyttede Skjern til at gå fra 7-7 til 11-7, hvor angrebsspillet flød hos hjemmeholdet. Efter godt et kvarter havde Markus Olsson allerede flere gange vist eksempler på sin målfarlighed, mens Daniel Svensson allerede to gange havde haft held med at sende to af sine velkendte underhåndsskud ind bag Emil Nielsen i Århus-målet.

Århus kom dog igen med, og da de to hold gik til pause, stod der derfor 15-15 på måltavlen.

Århus-forsvaret lukkede ned
Efter 31 minutter skød den tidligere Skjern-spiller, Rune Ohm, for første gang i kampen Århus i front, men heldigvis varede den føring kun i få minutter.

Bjarte Myrhol, der kampen igennem kæmpede stenhårdt med holdkammeraterne i forsvaret, sørgede først for et rigtigt fightermål fra stregen, og kort efter scorede den norske landsholdsanfører til 18-17 i et tomt Århus-mål.

Herefter havde Skjern i en periode svært ved at finde hullerne i gæsternes forsvar, og Århus udnyttede mulighederne i modsatte ende, så de med et kvarter tilbage af kampen kom foran 22-19.

Kæmpede til det sidste
Da det kort tid efter blev til 23-19, forlangte Ole Nørgaard time out.

Herefter gik der heldigvis ikke mange sekunder, før Skjern-holdet igen fandt vej til netmaskerne, da Bjarke Christensen på et indløb sendte bolden i kassen. I det hele taget viste Skjern-fløjen sig især i kampens slutfase skarp hos hjemmeholdet.

Skjern-holdet kæmpede bravt, og viljen efter sejr lyste især i de sidste 15 minutter ud af øjnene på de grønblusede.

I forsvaret blev fightet til det sidste, mens Kasper Søndergaard i modsatte ende igen viste sin enorme rutine, når det virkelig gjalt.

Tæt afslutning
Inden for seks minutter scorede han fire mål for Skjern, og sørgede derfor for, at vestjyderne igen kom op på siden af Århus.

Da det med halvandet minut tilbage fortsat var helt lige, 28-28, var der igen lagt op til en vanvittig spændende afslutning, og med 53 sekunder tilbage anede man en Skjern-sejr, da Skjern langt om længe igen kom foran efter en vilje og kampgejst, der sjældent er set.

Men i de allersidste sekunder scorede Århus, og de to hold måtte derfor dele pointene mellem sig.

NYHEDER