STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern kæmpede sig tilbage med stil

Et brag af en kamp mellem Skjern og AGK sluttede 29-29.

I en underholdende og hæsblæsende affærre delte Skjern Håndbold og AG København pointene, da de to hold lørdag eftermiddag stødte sammen i slutspillets fjerde runde. Kampen sluttede 29-29 efter et flot comeback af Skjern, der indhentede seks mål. Lasse Mikkelsen topscorer med syv mål.

Af Kenneth Thygesen

I onsdagens leverede Skjern Håndbold en af sæsonens dårligste præstationer, da det blev til et nederlag i Aarhus på 31-24. I eftermiddags tog de grønne revanche med en hæderlig fighterindsats og sled sig til ét point mod AG København.

Mestrene havde inden kampen allerede sikret sig en semifinaleplads, men det så ikke ud til at påvirke gæsterne, der fra kampens start spillede med fart over feltet. Det samme gjorde Skjern, og det resulterede i adskillige fejl og efterfølgende kontrascoringer af begge hold.

Hvidt sendte AGK i front
Skjern var uden landsholdsprofilen Kasper Søndergaard, men i fraværet af Søndergaard tog andre over. Skjern fulgte med til 13-13, men så tog AGK-keeper Kasper Hvidt sagen i egen hånd.

Hvidts målmandskollega i den modsatte ende, Tim Winkler, havde stået en flot første halvleg, men på ti minutter pillede Hvidt pynten fra Skjern. AGK-målmanden reddede på ti minutter tre straffekast og to frie målchancer, og så gik AGK fra 13-13 til 21-16.

Skjern forsøgte i løbet af kampen med flere forskellige offensive forsvarsformationer, mens der blev skiftet flittigt ud i angrebet. Med 15 minutter tilbage af kampen så det dog ud til, at løbet var kørt ved stillingen 24-19, men så viste Skjern karakter.

Flot comeback
Fire Skjern-scoringer i træk, et par Winkler-redninger og nogle hurtige kontramål sendte Skjern Bank Arena i den syvende himmel, da Andreas Toudahl fem minutter før tid reducerede til 26-25. AGK udbyggede føringen til 28-26, før Skjern svarede igen.

I det døende minut scorede Olafur Stefansson til 29-28, inden Lasse Mikkelsen tordnede udligningen ind til 29-29. I det afsluttende angreb misbrugte Mikkel Hansen, hvorfor det hele endte i en pointdeling med slutcifret 29-29.

Tvis-pointtab kræves
Det uafgjorte resultat betyder, at Skjern har to point i fire slutspilskampe, hvorfor Århus Håndbold skal tage point fra Team Tvis Holstebro søndag for at semifinaledrømmen skal bevares.

NYHEDER