STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern knuste ærkerivalerne i egen hule

Stor jubel på Skjern-bænken tirsdag aften - med god grund. Foto: Steffen Bloch

De grønblusede bankede rivalerne fra Holstebro med hele 34-23, og er dermed tilbage på førstepladsen i 888ligaen.

Af Nicklas Thygesen

Skjern Håndbold er tilbage på førstepladsen i 888ligaen – med stil og storspil!

Tirsdag aften fik rivalerne fra Holstebro én på lampen foran 2743 tilskuere i Skjern Bank Arena.

Efter en tæt og meget lige første halvleg, så steg de grønblusede i niveau efter pausen, og tværede gæsterne ud. 

Ustyrlige Eggert gjorde alt rigtigt
888ligaens topscorer Anders Eggert fortsatte den imponerende målstime i tirsdagens topkamp. Skrue- og lobbolde, straffekastscoringer og mål fra nul grader. Eggerts uendelige skudrepertoire foldede sig ud i stor stil - til enorm jubel og begejstring for hjemmepublikummet og hovedpersonen selv:

- Skjern-toget buldrede derudaf, og så kunne TTH ikke følge med. Det var en fantastisk sejr og præstation af hele holdet, lød ordene fra Eggert efter slutfløjtet.

Vestjydernes defensiv var direkte fænomenal i anden halvleg, hvor indskiftede Emil Nielsen samtidig pillede pynten af TTH-skytterne.

Det resulterede i et hav af Skjern-kontraer, som sikkert blev eksekveret. Seks Skjern-scoringer i træk i midten af anden halvleg - og så var topkampen reelt afgjort. 

Gæsterne forsøgte at minimere tabet, men kvaliteten i Skjern-defensiven var på så højt et niveau, mens Markus Olsson og Jesper Konradsson adskillige gange rev de hvidblusedes forsvar fra hinanden.

Eggerts omtalte Skjern-tog fortsatte med at buldre, hvilket resulterede i den største sejr nogensinde over TTH Holstebro på 34-23. 

Dermed er Skjern Håndbold tilbage på førstepladsen i 888ligaen.

NYHEDER