STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-målmand skifter klub til sommer

Kristoffer Laursen stopper i Skjern.

Efter tre år i Skjern Håndbold skifter Kristoffer Laursen til sommer til Skanderborg Håndbold.

Af Lone Jørgensen

Skjern Håndbold og Kristoffer Laursen er blevet enige om ikke at forlænge samarbejdet, og derfor forlader den 25-årige målmand den vestjyske topklub ved kontraktudløb til sommer.

Kristoffer Laursen har i stedet valgt at skrive under på en toårig kontrakt med Skanderborg Håndbold, der var en af flere klubber, som havde snøren ude efter den talentfulde målmand.

- Det var tid til at prøve noget nyt, og det var både Skjern og jeg enige om. Jeg har haft nogle gode år i Skjern med masser af store kampe i både ind- og udland, og jeg har lært at være i en topklub. Det har været fantastisk, og det tager jeg med mig, og så håber jeg på, at jeg i Skanderborg kan tage et nyt personligt skridt fremad i karrieren, siger Kristoffer Laursen.

Slutte godt af i Skjern
Inden Kristoffer Laursen skifter til Skanderborg, vil han gøre alt, hvad han kan for at tage afsked med manér.

- Det vigtigste for mig lige nu er at slutte godt af i Skjern. Vi er stadig med i alle tre turneringer, og der venter en masse fede kampe i foråret, som jeg glæder mig vildt meget til, siger Kristoffer Laursen.

Kristoffer Laursen har spillet over 100 førsteholdskampe i Skjern og har spillet to DM-bronzekampe, en pokalfinale og to EHF Cup-gruppespil i sin tid i Vestjylland.

NYHEDER