STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern måtte nøjes

Skjern-spillerne kunne med rette være skuffet over pointdelingen i Aalborg.

En føring på to mål blev sat over styr i slutfasen og så måtte Skjern nøjes med 24-24 i topkampen i Aalborg.

Af Kenneth Thygesen

Den tidligere Skjern-anfører og nuværende Aalborg-træner Jesper Jensen vil nok smile, mens vennerne i Skjern-lejren formentlig vil ærgre sig i et par dage.

For Skjern Håndbold havde alle chancer for at hente to point på udebane mod DM-sølvvinderne fra Aalborg, men en ærgerlig slutfase kostede point.

Den tætte topkamp sluttede 24-24 efter pausestilling 12-12, og dermed blev pointene delt mellem de to topklubber.

Føring sat over styr
Med et minut og 50 sekunder tilbage på haluret var Skjern i front med to mål, 24-22, men den føring blev desværre for vestjyderne sat over styr.

I to omgange havde Skjern ellers chancen for at sikre sig sejren. En tabt bold ved 24-23 og et mislykket angreb ved 24-24 betød, at Skjern måtte nøjes.

Frustrationen var tydelig hos Skjern, mens Aalborg-spillerne krammede og jublede.

Tæt kamp i 60 minutter
Set over 60 minutter kan selv den mest passionerede Skjern-fan ikke argumentere for, at uafgjort var ufortjent. De to hold fulgtes pænt ad, og der var på intet tidspunkt større afstand end tre mål.

Men Skjern var foran i de sidste 20 minutter, og havde vestjyderne haft skarpheden og heldet, var Jesper Jensen og co. kørt fra Gigantium uden point.

Det til trods for at vestjyderne aldrig fandt onsdagens spil, der sikrede en storsejr over Team Tvis Holstebro. Højresiden bestående René Rasmussen og Kasper Søndergaard var dog knivskarp med sammenlagt 13 mål.

Pointdelingen betyder, at Skjern har fem point efter de første fire kampe.

NYHEDER