STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern mod Skjern i Herning

Lasse Mikkelsen og Skjern møder HC Midtjylland kl. 19.00 i Herning.

Skjern møder onsdag HC Midtjylland, der råder over seks tidligere Skjern-spillere, der sammenlagt har spillet 34 år og 1000 kampe for Skjern.

Af Kenneth Thygesen

Der mangler blot en enkelt spiller, før HC Midtjylland kan stille et hold med tidligere Skjern-spillere.

Oprykkerholdet fra Herning, som onsdag aften tager imod Skjern Håndold i Boxer Herreligaen, har forstærkt sig markant forud for comebacket i landets bedste række. Det er blandt andet med en række tidligere Skjern-spillere.

34 år og 1000 kampe i grønt
I to ryk har midtjyderne hentet et tidligere Skjern-trekløver.

I sommeren 2013 kom først Kristian Gjessing, Jacob Østergaard og Jørgen Rasmussen, og året efter - i sommeren 2014 - kom så Vignir Svavarsson, Rasmus Porup og Tim Winkler.

Det giver sammenlagt seks forhenværende Skjern-spillere, der tilsammen har spillet 34 år i Skjern svarende til over 1000 førsteholdskampe.

- Det giver noget krydderi på kampen - specielt fra deres side. De vil elske at slå deres gamle klub, så jeg tror godt, vi kan forvente et tændt Midtjylland-hold, siger Lasse Mikkelsen, der selv har spillet med fire af de seks tidligere Skjern-spillere.

En ny udgave med stor fysik
Skjern har tidligere mødt HC Midtjylland i ligaen. Det skete tilbage i sæsonen 2010/2011, som var fusionsklubbens første år i landets bedste håndboldrække.

Dengang vandt Skjern både ude og hjemme med henholdsvis fem og syv mål, men 2014-udgaven af HC Midtjylland er en helt anden, mener Lasse Mikkelsen.

- De har et atypisk oprykkerhold med profiler og stor bredde. De har handlet stort ind og har også fået mange point her i starten. Allerede nu bejler de til en slutspilsplads, siger Lasse Mikkelsen.

-  De har en stor fysik og en glimrende defensiv med en god keeper i Tim Winkler. Generelt set har de mange gode forsvarsspillere, der formår både at dække defensivt og offensivt, siger Lasse Mikkelsen.

Lægger på dag for dag
Skjern Håndbold er et point foran HC Midtjylland inden onsdagens opgør.

Vestjyderne har trods sygdom og småskader til Nikolaj Markussen, Daniel Svensson, Thomas Klitgaard og Bjarke Christensen vundet fire kampe i træk og har kun tabt én kamp i over en måned.

- Jeg synes, det ser fornuftigt ud. Vi havde en fin tur til Østrig, hvor vi fik en sikker sejr og fik udnyttet bredden. Jeg synes, vi lægger lidt på i niveau dag for dag, siger Skjern-playmakeren med henvisning til Skjerns 36-27-sejr over Bregenz.

Kamptidspunkt:
HC Midtjylland-Skjern Håndbold spilles onsdag den 15. oktober kl. 19.00 i MCH, Herning Hal B

Radio:
Følg kampen via Radio Max på 105 MHz eller på wwww.radiomax.dk/netradio

Andre opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App

NYHEDER