STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern møder KIF Kolding i DM-semifinalen

Skjern hentede lørdag den femte sejr i træk i slutspillet.

Skjern slog BSV 25-24 i slutspillets sidste runde og møder nu KIF Kolding i semifinalen. 

Af Kenneth Thygesen

Skjern Håndbold rundede lørdag eftermiddag slutspillet af med manér.

På hjemmebane i Skjern Bank Arena hentede Skjern den femte slutspilssejr i træk efter en sejr på 25-24 over BSV.

Da KIF Kolding samtidig tabte til Aalborg, skal Skjern møde KIF Kolding i to semifinalekampe. Den første DM-semifinale spilles på torsdag i Kolding, mens der er returkamp i Skjern næste søndag.

Laursen gik forrest
Mens der var en førsteplads på spil i Kolding, var der ikke andet end ære og stolthed at spille om i Skjern Bank Arena.

Ikke desto mindre viste Skjern-spillerne karakter i 60 minutter og hev sejren i land.

Skjern var stort set foran fra start til slut, men det endte alligevel med en spændende afslutning, hvor Rasmus Boysen, Jacob Østergaard og ikke mindst Kristoffer Laursen blev sejrsheltene med de afgørende aktioner.

Masser af udskiftninger
Allerede fra start satte Skjern sig på opgøret. Anført af en storspillende Kristoffer Laursen bragte Skjern sig i front 5-0 efter blot seks minutters spil.

BSV fik dog greb om kampen og fik via gode kontramål reduceret til 7-6, inden Skjern igen satte turboen på. Fire drøn fra Skjerns bagkæde sendte nemlig hjemmeholdet i front 11-6.

Cheftræner Ole Nørgaard havde inden kampen bebudet, at der ville blive rokereret rundt på flere pladser - og det blev der i den grad. Flere hidtil usete formationer blev afprøvet, men trods udskiftningerne fortsatte Skjern med at dominere.

Pauseføringen på 12-10 til Skjern blev nemlig i starten af anden halvleg yderligere udbygget. Med Andreas Toudahl som temposætter øgede Skjern til 16-12, men endnu engang bed BSV'erne fra sig.

Ungdommen afgjorde sagerne
Et kvarter før tid udlignede gæsterne til 17-17, før den 18-årige debutant Mathias Skræddergaard kort efter kanonerede kuglen i målhjørnet til en Skjern-føring på 21-19.

De sidste ti minutter bød på et parløb med bølgende scoringer, inden Kristoffer Laursen for tredje gang i denne sæson blev helten mod BSV. 

Med sin 18. redning i kampen pillede Kristoffer Laursen pynten af BSV, og kort efter afgjorde Rasmus Boysen og Jacob Østergaard sagerne med de forløsende mål.

Dermed er Skjern klar til semifinalerne med fornyet selvtillid i bagagen.

Læs også: "Oversigt: Skjern i DM-semifinalen"

NYHEDER