STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern møder TM Tønder i pokalturneringen

Rasmus Boysen ser frem til gensynet med sine tidligere holdkammerater fra Skjern.

Der er netop trukket lod til pokalturneringens femte runde, som byder på et gensyn med en tidligere Skjern-spiller.

Af Lone Jørgensen

For tre år siden blev han kåret til Årets Talent i Skjern Håndbold, og før han gjorde sig bemærket på håndboldbanen, stod han bag stiftelsen af Skjern Ultras.

22-årige Rasmus Boysen har om nogen sat sit aftryk på Skjern Håndbold, som han efter sidste sæson forlod efter syv år i klubben.

Nu kan han se frem til et gensyn med sin gamle klub og tidligere holdkammerater, for i pokalturneringens femte runde skal Skjern en tur forbi Sønderjylland og Rasmus Boysens nuværende klub, TM Tønder.

- Det er en drømmelodtrækning for mig. Jeg har gået og joket med gutterne i Tønder om, at det kunne være sjovt at trække Skjern. Det bliver specielt, for Skjern er jo "min klub", men jeg glæder mig helt vildt, siger Rasmus Boysen, der har Skjern som favoritter i opgøret.

- Vi går altid ind til kampene for at vinde dem, og det gør vi også til den her. Selvom Skjern er storfavoritter spiller vi vores chance, siger Rasmus Boysen.

Han ser frem til at møde sine gamle holdkammerater fra tiden i Skjern. Der er dog én, der skal passe lidt mere på end de andre.

- Jeg glæder mig til at spille mod dem alle sammen, men særligt Kasper Søndergaard. Jeg kommer med al sandsynlighed til at dække ham op, og jeg har i flere år drillet ham med, at når vi på et tidspunkt ville mødes som modspillere, skulle han få tæsk. Og jeg holder, hvad jeg lover, slutter Boysen med et smil på læben.

Kasper Søndergaard og resten af Skjern-mandskabet spiller kampen på udebane i Tønder Sport- og Fritidscenter.

Kamptidspunktet er endnu ikke fastlagt.

NYHEDER