Skjern hentede den sjette sejr i træk og overtager dermed andenpladsen fra BSV.
Med en ny storsejr i Skjern Bank Arena overtager Skjern andenpladsen i ligaen. Skanderborg tabte 32-22 til Skjern, der havde Bjarke Christensen som topscorer med seks mål.
Af Kenneth Thygesen
For anden gang på blot fire dage uddelte Skjern øretæver på hjemmebanen i Skjern Bank Arena.
I fredags tabte Viborg HK med ti mål, og tirsdag aften var det Skanderborgs tur til at brænde fingrene på det brandvarme Skjern-mandskab.
Skjern vandt stensikkert 32-22 efter en kamp, hvor Skanderborg aldrig formåede at presse hjemmeholdet.
Vestjyske startvanskeligheder
Værterne fra Skjern havde indledningsvist problemer med Skanderborgs skæve 5:1-forsvarsformation, der gav gæsterne en føring på 6-3 efter otte minutter.
Efter en smule tilvænning kom der dog gang i Skjern-mandskabet. Specielt anfører Jesper Jensen og målmand Tim Winkler tog ansvar for Skjern, der vandt de næste 12 minutter med 9-2, og derfor var i front 12-8 efter 20 minutters spil.
Skanderborg fik reduceret til pausestillingen 15-12, og kort inde i anden halvleg reducerede gæsterne yderligere til 15-13, men så gik den hellere ikke længere.
Tempo og fysik til forskel
Fysikken var til forskel i aftenens kamp, og da Skjern samtidig skruede tempoet i vejret i begge ender af banen, kunne gæsterne ikke stille meget op. Ole Nørgaards mandskab bragte sig i front 22-15 efter 43 minutters spil, og havde det ikke været for Skanderborg-keeper Jonas Hansen, var Skjern-føringen langt større midt i anden halvleg.
Trods store redninger fra Skanderborg-målmanden blev det aldrig spændende, og da Skjern i en undertalsperiode kort efter udbyggede føringen til 24-16, var kampen afgjort med små ti minutter igen.
Overtager andenpladsen
Skjern satte trumf på i slutminutterne og vandt igen med ti mål, og dermed overtager vestjyderne andenpladsen i ligaen efter den sjette sejr i træk.