Ole Nørgaard og Skjern ligger nummer to i Boxer Herreligaen.
Kasper Søndergaard og Daniel Svensson er meldt klar til mandagens hjemmekamp mod Sønderjyske.
Af Kenneth Thygesen
Skjern Håndbold er ubesejret i ni kampe i træk, og inden mandagens hjemmekamp mod Sønderjyske har holdet fået et markant boost.
De to profiler Kasper Søndergaard og Daniel Svensson er begge tilbage i truppen efter et par ugers skadespause.
- De har trænet fuldt med i ugens løb. Vi har spillet flere gode kampe i træk, hvor de ikke har været med, så det kan kun blive en forstærkning at have dem til rådighed. Det skal blive et plus for os, siger cheftræner Ole Nørgaard.
Tre afgørende kampe
Hjemmekampen mod Sønderjyske er den første af fem kampe på 19 dage, og ifølge Skjerns cheftræner vil især de første tre decemberkampe være en god indikator på vestjydernes styrke.
- Jeg ser kampen i morgen som den første af tre afgørende og meget svære kampe. Først gælder det Sønderjyske, så Team Tvis og til sidst Aalborg. Efter de tre kampe er vi meget klogere på vores niveau, siger Ole Nørgaard, hvis mandskab herefter møder Odder og Mors-Thy inden vinterpausen.
Fart og tempo
Mandagens modstander fra Sønderjyske slog Skjern i det første indbyrdes opgør i sæsonen. Ifølge Ole Nørgaard skal Skjern også være på toppen, hvis det ikke skal ske igen.
- Der er ingen tvivl om, at de har et godt hold. De spiller med fart og tempo og kører bare af sted. Det er meget fokuseret omkring enkle angrebsstartere, der åbner det hele, og derefter træder de individuelle kvaliteter til. Det skal vi have sat en prop i, forklarer Ole Nørgaard.
Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold - Sønderjyske spilles mandag den 8. december kl. 19.00 i Skjern Bank Arena
Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App