Skjern Ultras hyldede tilbagevendte Daniel Svensson.
Daniel Svensson fik en flot debut, da Skjern fredag aften slog Ribe-Esbjerg 31-25 uden at imponere. Claus Møller Jakobsen og René Rasmussen scorede begge seks mål foran 2075 tilskuere.
Af Kenneth Thygesen
For første gang i ni måneder var Daniel Svensson tilbage på en håndboldbane, da Skjern Håndbold fredag aften mødte Ribe-Esbjerg hjemme i Skjern Bank Arena.
Den tidligere landsholdsspiller, der har genoptrænet benhårdt efter sin kræftsygdom, fik en fornem velkomst af publikum og kunne efter 60 minutters spil fejre sin første sejr i Skjerns grønne trøje.
Skjern vandt 31-25 over Ribe-Esbjerg efter en kamp, hvor Skjern aldrig foldede sig ud, men ikke desto mindre viste den nødvendige kvalitet til at hive sejren hjem.
13 minutter afgjorde kampen
Sejren blev grundlagt efter en fremragende Skjern-periode midtvejs i kampen, hvor Ole Nørgaards mandskab på 13 minutter vandt hele 11-2.
Indledningsvist var det ellers Ribe-Esbjerg, der var i kontrol. Skjern var langt fra vanlig styrke, og havde det ikke været for en ustyrlig Tim Winkler i målet, var gæsternes føring langt større end cifrene 7-4 efter det første kvarter.
Nede med tre mål satte Skjern-træner Ole Nørgaard debutanten Daniel Svensson på banen. I flot samarbejde med en velspillende Claus Møller Jakobsen fik Svensson hevet kammeraterne op, og så kunne Skjern gå til pause med en føring på 12-11.
Fortsat nummer et
I starten af anden halvleg fortsatte Skjern de gode takter, og det tunge pres fra vestjyderne kunne Ribe-Esbjerg ikke stå imod. Flere flotte scoringer af Bjarke Christensen og et stærkt forsvar sendte Skjern i front 20-13, og så var kampen tæt på at være lukket.
Ribe-Esbjerg gav sig dog ikke, og sydvestjyderne forsøgte gentagne gange at indhente Skjerns føring med offensive tiltag. Skjern-føringen blev også reduceret til 26-22, men adskillige scoringer af Frederik Børm lukkede kampen.
Med sejren på 31-25 er Skjern fortsat nummer et i ligaen.