STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern smed sejren i Odder

Nikolaj Markussen i kamp mod Odder i september. Her vandt Skjern med to mål, men i returkampen lykkedes det Odder at få point.

Det lignede længe en Skjern-sejr, men et comeback af Odder sikrede oprykkerne point i sidste sekund. Henrik Møllgaard og Morten Balling scorede hver syv mål.

Af Kenneth Thygesen

Det går ganske enkelt ikke Skjern Håndbolds vej i øjeblikket.

Efter to måneder uden nederlag har vestjyderne ramt muren, og søndag eftermiddag måtte Ole Nørgaards mandskab for tredje kamp i træk forlade banen uden en sejr.

Oprykkerne fra Odder snød Skjern for sejren med en udligning i sidste sekund til 29-29. Scoringen udløste mesterskabsjubel blandt Odder-spillere og fans i den lille håndboldhal. Stemningen i den anden lejr var derimod uden lyd eller udtryk.

Flere af Skjern-spillerne kiggede fortvivlet i gulvet, mens resten af truppen gik direkte mod omklædningsrummet.

Odder-duo i hopla
Pointtabet gjorde ekstra ondt på Skjern, der i størstedelen af de sidste 120 minutters håndbold mod Team Tvis Holstebro og Aalborg har været en skygge af sig selv.

Derfor var udebanekampen mod ligaens bundprop en oplagt mulighed for at få vendt skuden. Men Odder-duoen Casper Søgaard og Morten Dueholm satte sig i den grad imod.

Keeperen Morten Dueholm havde 19 redninger, mens bagspilleren Casper Søgaard sendte otte bolde i kassen. Heraf kampens sidste afslutning helt oppe i målhjørnet til 29-29.

Uden skarphed
Pointdelingen var ellers blot en fjern drøm for oprykkerne i store dele af anden halvleg.

Selvom Skjern var uden en syg Kasper Søndergaard, var de neongrønne vestjyder længe på vej mod sejren med føringer på tre og fire mål.

Men hver gang at Skjern havde muligheden for at lukke og slukke i Spektrum, blev boldene behandlet uden den vanlige skarphed. Det betød, at Odder i stedet tændte håbet om point efter 12 nederlag i træk.

Lignede en Skjern-sejr
Skjern var foran 16-15 ved pausen, og efter flere store redninger af Søren Pedersen fik Skjern skabt en føring 22-18 med under 20 minutter igen.

Odder-spillerne halede ind på favoritterne, men fem minutter før tid sendte Morten Balling Skjern foran 28-25 efter en stærk soloaktion. Det lignede en afgørelse, men et nyt comeback af Odder forhindrede Skjerns 10. ligasejr.

Værterne fra Odder udlignede til 28-28, før Henrik Møllgaard med 30 sekunder tilbage på ny sendte Skjern foran.

Flere mål fik Skjern ikke sendt i kassen, og da Casper Søgaard i absolut sidste sekund tordnede bolden forbi Søren Pedersen, endte julekampen uafgjort.

Og så fik oprykkerne fik sig en tidlig julegave.

NYHEDER