Alle mand kom på måltavlen i sejren over Lemvig-Thyborøn.
Den første kamp ved Skjern Bank Cup endte med en sikker Skjern-sejr på 35-28 over Lemvig-Thyborøn.
Af Kenneth Thygesen
Tempoet skulle lige justeres, men herfra var der ingen slinger i valsen for Skjern Håndbold torsdag aften i den første kamp ved Skjern Bank Cup.
Skjern vandt 35-28 over Lemvig-Thyborøn efter en smal pauseføring på 16-15.
Glimrende Lemvig-start
Samtlige Skjern-spillere kom på måltavlen i Borris, der med et par hundrede tætsiddende tilskuere dannede en fin kulisse om åbningskampen.
Lemvig-Thyborøn var bedst i de første 20 minutter, hvor især oprykkernes kontraspil gjorde ondt på Skjern.
De hurtige oprykkere bragte sig i front 11-9, men et par Møllgaard-projektiler sendte Skjern i front 13-12, og så kom Lemvig-Thyborøn aldrig i front igen.
15 afgørende minutter
Nikolaj Markussen stemplede ind for Skjern i anden halvleg med fem scoringer og et par assists, mens også Thomas Klitgaard, Daniel Svensson og René Rasmussen gjorde en god figur.
Det kunne Lemvig-Thyborøn ikke modstå. 17-17 blev til 29-20 på 15 minutter, og så var kampen afgjort.
Med sejren spiller Skjern på lørdag kl. 14.30 i Skjern Hallen mod GOG, der vandt 36-34 over Skanderborg efter straffekast.
Målscorere for Skjern:
René Rasmusen 6, Thomas Klitgaard 5, Kasper Søndergaard 5, Nikolaj Markussen 5, Henrik Møllgaard 4, Frederik Børm 2, Morten Balling 2, Bjarke Christensen 2, Daniel Svensson 2 og Lasse Mikkelsen 2.