STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-talent udtaget til EM

Bjarke Christensen er for tredje gang i træk udtaget til en landsholdsslutrunde.

Skjerns-fløjtalent Bjarke Christensen er udtaget til U20-EM i Tyrkiet. 

Af Kenneth Thygesen

Det kører for 20-årige Bjarke Christensen. 

For et års tid siden fik han sin ligadebut for Skjern og vandt senere på sommeren VM-guld med U19-landsholdet. Forud for denne sommer har fløjtalentet fået endnu flere ligakampe under bæltet, og nu skal han med til endnu en slutrunde.

Skjern-venstrefløjen Bjarke Christensen er nemlig blevet udtaget til U20-EM i Tyrkiet, der starter allerede på torsdag.

"Jeg er glad og tilfreds. Det var et af sæsonens store mål, og derfor var det selvfølgelig fedt at få beskeden," siger Bjarke Christensen, der står foran sin tredje slutrunde som ungdomslandsholdsspiller.

"Det bliver ligeså fedt denne gang. Man kan nok mærke en form for rutine, og man er anderledes indstillet på kampene, fordi man har prøvet det før, men det ændrer ikke ved oplevelsen. Jeg glæder mig til at vise, hvad jeg kan," lyder det fra Skjern-fløjen, der tror på, at successen på landsholdet kan bruges i Skjern.

"Det giver hår på brystet, men i særdeleshed selvtillid," slutter Bjarke Christensen.

20-årige Bjarke Christensen har vundet EM-bronze med U18-landsholdet i 2010 og VM-guld med U19-landsholdet i 2011.

NYHEDER