STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-topscorer: Gjessing har Bundesliga-klasse

Thomas Klitgaard spillede en fantastisk kamp, da Skjern Håndbold i eftermiddags slog rivalerne fra Team Tvis med 37-31.

Med ni mål og et par tilkæmpede straffekast var han en af kampens store profiler, og efter kampen var humøret hos den 32-årige stregspiller også skyhøjt:

”Det var, som det plejede. Jeg har aldrig tabt til Tvis, så der er intet nyt herfra,” sagde en smilende Thomas Klitgaard til skjernhaandbold.dk og fortsatte:

”Vi spillede en stor kamp, som vi faktisk ikke fik udbytte nok af i første halvleg. Vi skulle have været foran med 6-7 mål, for vi havde rigtig godt fat i dem. I starten af anden halvleg blev vi lidt rystet, og de kom så tilbage, men så trak Kos os tilbage i et 6:0-forsvar, og det var et klogt træk,” sagde Thomas Klitgaard med henvisning til Skjern-trænerens taktiske genistreg, som blev afgørende for kampen.

Thomas Klitgaards gode ven og holdkammerat, Kristian Gjessing, leverede ligesom Klitgaard en fabelagtig præstation, og det havde stregspilleren kun roser tilovers for:

”Når Gjessing spiller som han gør i dag, så er han efter min mening ligaens bedste venstre back. Han har et drive, en skudkræft og en vilje som ingen anden. Han er en af ligaens bedste, og han kunne nemt begå sig i den tyske Bundesliga,” roser Thomas Klitgaard, som selv har været i Tyskland i tre sæsoner.

NYHEDER