Sport Hall Strumica har plads til 3.500 tilskuere.
30-40 makedonske tilhængere bød Skjern-spillerne velkommen til aftentræningen med pift, sang og buh-råb.
Af Kenneth Thygesen
En lang rejse med tog til København, fly til Zagreb og Skopje og dernæst bus til Stromica er veloverstået.
Fredag aften ankom Skjern Håndbold-delegationen til hotellet i Stromica i Makedonien, hvor EHF Cup-slaget mod HC Zomimak skal stå lørdag aften.
En gammel lagerbygning
Som sædvanligt på europæiske udebaneture afsluttes rejsedagen med en let omgang haltræning, men denne gang var oplevelsen noget anderledes end tidligere.
Da Skjern-truppen trådte ind på HC Zomimaks hjemmebane blev vestjyderne mødt af 30-40 højlydte makedonske tilhængere, der fra tribunen piftede, buhede, sang og råbte ned mod Skjern-spillerne.
Velkomsten blev dog modtaget med et smil af Skjern-spillerne, der efterfølgende gik i gang med træningen i den kolde, røglugtende, østeuropæiske betonhal, der mest af alt ligner en gammel lagerbygning.
Her er der plads til 3.500 tilskuere, og ifølge de lokale journalister forventes der udsolgt til lørdagens kamp.
Klitgaard scorede på lob
Træningen gik planmæssigt, og Skjern-træner Ole Nørgaard kan glæde sig over, at alle mand er fit for fight.
En af de tilbagevendte kræfter, Thomas Klitgaard, der har døjet med skadesproblemer i starten af 2014, er også meldt klar.
Det fejrede han med en scoring på et elegant lob under den afslappede træning efter en dag, hvor han er blevet smådrillet med sine manglende tekniske skudvarianter.
- Det er kun i nødstilfælde, at jeg hiver lækkerierne frem. Jeg har så mange andre ting i posen. Det ved vores målmænd også godt. Jeg er for gammel til at være smart, lød det med et glimt i øjet fra Thomas Klitgaard.