STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern videre i pokalen efter tæt kamp

Ole Nørgaard og Skjern vandt i Tønder, selvom det ifølge Skjern-træneren ikke var en køn kamp.

Skjern spillede sig i aften videre i pokalturneringen ved at besejre 1. divisions-topholdet fra TM Tønder med 27-26 efter et sandt drama.

Af Lone Jørgensen

Det blev langt fra en walkover for Skjern, da de i aften skulle op mod TM Tønder i pokalturneringens femte runde.

Skjern kom planmæssigt foran fra kampens start. Efter 11 minutter sendte tilbagevendte Nikolaj Markussen bolden i mål og skød Skjern i front med 9-5.

Hjemmeholdet spillede sig langsomt op og efter 22 minutters spil kunne Skjern se den tidligere holdkammerat, Rasmus Boysen udligne til 11-11.

En kummerlig første halvleg
Herefter satte TM Tønder sig på resten af halvlegen, der endte med en firemålsføring på 17-13 til hjemmeholdet.

- Bortset fra en okay start, så spiller vi en kummerlig første halvleg. Vi spiller langt under niveau og leverer slet ikke det, vi skal, sagde Skjerns Ole Nørgaard efter kampen.

I anden halvleg fik Skjern stille og roligt arbejdet sig ind på hjemmeholdet og efter 13 minutters spil kom vestjyderne op på siden af TM Tønder med en udligning til 20-20.

Det sidste kvarter blev en tæt affære, hvor Skjern det meste af tiden var foran med en enkelt.

Drama til det sidste
Efter de 60 minutter stod vestjyderne tilbage med de to point, selvom en Skjern-udvisning i sidste minut og et TM Tønder hold, der valgte at spille med syv markspillere, gjorde kampens afslutning både nerveprirrende og spændende.

Den tidligere Skjern-spiller Rasmus Boysen havde i kampens sidste sekund mulighed for at udligne på et direkte tremeterkast, men det lykkedes ham ikke, selvom han kampen igennem spillede en stor kamp for hjemmeholdet.

- Vi fik, hvad vi kom efter. Vi vinder kampen og selvom det ikke var særlig kønt, og vi brugte flere kræfter end vi burde, er det i sidste ende sejren, der tæller. Ikke det kunsterriske indtryk, sagde Nørgaard.

Skjern er dermed videre i pokalturneringen, hvor der på mandag trækkes lod til sjette runde.

NYHEDER