STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern vinder efter drama

Magnus Dahl og Lasse Mikkelsen havde stor andel i aftenens Skjern-sejr.

Det blev en tæt og hæsblæsende affære, da Lasse Mikkelsen i aften sikrede en Skjern-sejr over SønderjyskE i de allersidste sekunder.

Af Lone Jørgensen

SønderjyskEs hjemmebane har allerede flere gange i sæsonen været garant for tætte opgør, og aftenens kamp blev absolut ingen undtagelse.

Først i de sidste sekudner blev kampen afgjort, da Lasse Mikkelsen fire sekunder før tid sendte bolden sikkert i mål på straffekast.

Skjern vandt dermed 28-27, og tager to hårdt tilkæmpede point med hjem fra Sønderborg.

Intensitet fra start til slut
Der var fuld knald på over hele linjen fra første fløjt, og intensiteten blev bestemt ikke mindre, jo længere, man kom hen i kampen.

Tværtimod blev der givet og taget i begge ender gennem hele opgøret, hvor det i de første minutter var sønderjyderne, der kom bedst fra start.

Skjern lagde ud med et par fejl i et ellers velfungerende angreb, hvor især Kasper Søndergaard kom godt fra start. Efter 10 minutter havde han scoret tre af Skjerns fire første mål, men alligevel hang vestjyderne lidt efter på måltavlen.

Stærk start af Dahl
I modsatte ende fik Magnus Dahl en stærk start, hvor han konstant opretholdt et højt niveau, og da Skjerns fejl i modsatte ende blev minimeret, kunne Bjarke Christensen efter et kvarter for første gang i kampen bringe Skjern foran, da han satte bolden i kassen til 7-6.

De to hold fulgtes ad resten af første halvleg, hvor vestjyderne størstedelen af tiden holdt stand. Men så snart der sneg sig en fejl ind hos gæsterne, var sønderjyderne hurtige til at udnytte den, og de to hold gik til pause med hver 13 mål på kontoen.

Flere spillere trådte i karakter
Søndergaard fortsatte hvor han slap i første halvleg og åbnede målcoringen for Skjern i anden halvleg. Her blev det igen helt tæt mellem de to hold, hvor især Lasse Mikkelsen og Bjarte Myrhol også fik spillet sig godt ind i kampen.

Sidstnævnte sørgede igen for både mål og hurtige ryk i angrebet, mens der modsat blev erobret bolde og kæmpet benhårdt sammen med holdkammeraterne.

Præcis som i første halvleg gik der også i anden halvleg et kvarter, før Skjern kunne bringe sig foran. Denne gang på to flotte mål af Daniel Svensson, der tog flot ansvar og generelt spillede en stor kamp i begge ender af banen.

Der skulle dog også kun gå to minutter, før han igen viste klassen og bragte Skjern på 22-20.

Spændingen intakt
Men blandt andet en velspillende keeper i SønderjyskE-målet holdt hjemmeholdet inde i kampen, og opgøret blev præcis så nervepirrende og tæt, som så ofte tidligere i det sydjyske.

Hjemmeholdet kom på 22-22, og herefter skiftedes de to hold til at have føringen. Heldigvis viste Magnus Dahl igen klassen på kassen, mens rutinerede kræfter i angrebet form af Kasper Søndergaard og Daniel Svensson sørgede for Skjern-scoringer.

Nervepirrende afslutning
Med præcis 100 sekunder tilbage og en kneben Skjern-føring på 27-26 forlangte hjemmeholdet time out. Kort efter udlignede sønderjyderne, og med et halvt minut tilbage og Skjern i angreb, var det vestjydernes tur til at tage time out.

Med blot fire sekunder tilbage fik René Rasmussen, der var løbet overgang, smidt bolden ind til sig af en sublim Lasse Mikkelsen, og i afslutningen fik Skjern-fløjen tilkæmpet sig et straffekast.

Det tog Lasse Mikkelsen sig af, og heldigvis var han usvigelig sikker. Skjern-playmakeren kunne med sin fjerde scoring i kampen dermed sikre Skjern sejren på 28-27, og Skjern tager to meget vigtige og fortjente point med hjem fra Sønderborg.

NYHEDER