Skjern har med sejren over BSV seks point på førstepladsen.
En imponerende indsats af Skjern sikrede to vigtige point efter en sejr på 29-25 på udebane over BSV. Kasper Søndergaard blev topscorer med syv mål.
Af Kenneth Thygesen
Skjern Håndbold er tilbage i højeste gear.
Efter to nederlag i de seneste tre kampe - heraf en i pokalturneringen - viste Skjern klasse af højeste kaliber, da vestjyderne lørdag eftermiddag tog en skalp af de helt store.
Skjern vandt 29-25 på udebane over DM-sølvvinderne fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) efter en ægte herrefight i Silkeborg. Med sejren er Skjern fortsat på førstepladsen i slutspilspulje 2.
Timeout vendte billedet
Værterne fra BSV var inden kampen alvorligt presset med blot et point efter de første to slutspilskampe. Det var dog ikke til at se i opgørets indledning, hvor BSV buldrede af sted.
Skjern var i undertal i seks af de første 15 minutter, og det udnyttede BSV til at bringe sig i front 9-6.
Vestjyderne havde i perioder store problemer med at spille sig igennem BSV's offensive 3:3-forsvar, men en timeout af cheftræner Ole Nørgaard vendte kampen på hovedet.
Seks mål i træk
Med blandt andet venstrefløjen Andreas Toudahl som playmaker tog Skjern initiativet i angrebsspillet, og det gav udbytte på måltavlen. Skjern-defensiven fik tilmed godt fat i BSV-skytterne, og så blev 9-6 til hjemmeholdet på syv minutter vendt til en Skjern-føring på 12-9.
Gode redninger af Tim Winkler i målet medvirkede yderligere til, at Skjern-føringen blev udbygget til 16-12 før pausen.
Laursens aften
Anden halvleg fortsatte med Skjern i teten, men BSV gav ikke op.
Anført af Kasper Søndergaard, der endnu engang spillede en stor kamp, bragte Skjern sig i front 21-18, men to hurtige mål af BSV bragte balance i regnskabet.
Trods en god første halvleg af Tim Winkler blev Kristoffer Laursen sendt i målet i anden halvleg. Heldigvis for Skjern viste det sig at være en god idé, idet den unge keeper hev den topklasseredning op efter den anden.
Med Laursen som fundament udbyggede Skjern føringen til 25-21 med ti minutter igen, og så lignede det for alvor en vestjysk sejr.
Møllgaard lukkede ballet
Med to reduceringer forsøgte BSV sig med et sidste forsøg på at indhente vestjyderne, men så stemplede landsholdsprofilen Henrik Møllgaard ind.
Møllgaard, der qua BSV's offensive forsvar havde haft en svær kamp, lynede to gange på to minutter og afgjorde sagerne med scoringerne til 26-23 og kort efter 27-23.
Kampen sluttede med en Skjern-sejr på 29-25 og dermed kunne gæsterne bryde ud i jubel sammen med fantastiske Skjern Ultras på lægterne.
Stillingen i slutspilspulje 2:
1. Skjern - 6 point - 3 kampe
2. Mors-Thy - 6 point - 3 kampe
3. Århus - 2 point - 3 kampe
4. BSV - 1 point - 3 kampe