Mens Skjern Håndbolds ligaherrer i løbet af sommeren har knoklet for at være klar til sæsonstart, har tre af klubbens store talenter deltaget i diverse ungdomsmesterskaber.
Det drejer sig om 19-årige Morten Vium, 19-årige Bjarke Christensen og 17-årige Jesper Dahl, der har vundet henholdsvis sølv ved U21-VM, guld ved U19-VM og guld ved ungdoms-OL. Alle tre spillere er desuden blevet kåret til Årets Talent i Skjern Håndbold indenfor de seneste år.
De flotte præstationer blev markeret med hyldest af et stående publikum i Skjern Bank Arena umiddelbart inden pokalkampen mellem Skjern Håndbold og Team Tvis Holstebro.
I Skjern Håndbold er der ifølge talentchef, Allan Jørgensen, stor stolthed og glæde over de tre talenters præstationer:
”Hvis man vil arbejde stenhårdt, er der i Skjern Håndbold det rigtige talentmiljø at udvikle sig i. Det synes jeg, at deres præstationer beviser. Vi er hammerstolte over drengene og de dygtige folk i talentmiljøet,” siger talentchef, Allan Jørgensen.