STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjerns unge ordnede oprykkere

Alexander Nielsen blev med syv mål topscorer for Skjern i sejren over Ribe-Esbjerg HH.

I en træningskamp i samarbejdsklubben Varde besejrede Skjern Håndbold mandag aften Ribe-Esbjerg 30-25.

Af Kenneth Thygesen

Foran 300 tilskuere i Skjern Håndbolds samarbejdsklub Varde vandt de grønblusede mandag aften en træningskamp 30-25 over den nyoprykkede ligaklub Ribe-Esbjerg HH, der har adskillige tidligere Skjern-spillere på holdet.

Skjern var uden Kasper Søndergaard, Claus Møller Jakobsen, Lasse Mikkelsen og Tim Winkler, hvorfor det var mange af de unge talenter, der tog kampen op med sydvestjyderne.

Skjern var i front fra start til slut og førte 14-10 ved pausen efter en flot første halvleg af Kristian Asmussen i målet, og den føring blev udbygget med et enkelt mål efter pausen.

Unge Alexander Nielsen imponerede med syv mål og en lav spildprocent, mens der også var plusser i bogen til Andreas Toudahl og Rasmus Boysen, der for nyligt blev kåret til Årets Talent 2012 i klubben.

Kort før tid fik den 18-årige ynglingemålmand Frederik Haugaard sin ligadebut for Skjern Håndbold.

Fakta:
Skjern Håndbold – Ribe Esbjerg 30-25 (14-10)

Målscorere for Skjern:
Alexander Nielsen 7, Andreas Toudahl 5, René Rasmussen 4, Morten Vium 3, Kristian Gjessing 3, Thomas Klitgaard 3, Bjarke Christensen 2, Jacob Østergaard 2 og Jesper Jensen 2.

NYHEDER