Ole Nørgaard og co. tabte for anden gang i sæsonen til GOG.
Cheftræner Ole Nørgaard var ikke tilfreds med indsatsen i anden halvleg.
Af Simon Dahl
13 minutters kollaps kostede point.
Måltavlen viste 22-22. Alt tydede på, de 2.103 tilskuere skulle være vidne til et drama. Sådan gik det dog langt fra. Gæsterne fra GOG løb fra Skjern-mandskabet og endte med at vinde 30-22.
- Det sidste kvarter var helt håbløst. Vi spillede som en pose lort, og vi lignede slet ikke det hold, der for mindre end en uge siden spillede drømmehåndbold i Aarhus, sagde Ole Nørgaard efter kampen.
Slog op i banen
Skjern var i det meste af første halvleg i førersædet, og vestjyderne var i flere omgange foran med fire mål.
- Vi gik til pause med en fin formennelse. Vi følte måske nok, at vi burde have ført med noget mere. I stedet for at fortsætte det gode spil og lade det være status quo, så slog vi op i banen og lukkede dem ind i kampen igen, forklarede Ole Nørgaard.
Cheftræneren mente, at der var vilje til forskel på de to hold i slutfasen.
- Vi forsøgte individuelt at komme tilbage. Det var ikke vilje, der manglede, men vi manglede at arbejde som en samlet flok. I stedet blev vores spil usammenhængende. Vi kom til at se dårlige ud, fordi GOG straffede os hver gang mod slutningem, lød det fra Ole Nørgaard.
- Når vi ikke har kontrol over kampen, forfalder vi til to ting. Den ene ting er, at vi spiller alt for indidviduelt, og det har vi gentagene gange set er uden succes. Den anden ting er, at vi mangler vi modstandskraft til at få sat en prop i og få kæmpet os tilbage, sagde Ole Nørgaard.
- I de perioder er vi ganske enkelt ikke dygtige nok, sagde en tydelig skuffet cheftræner.