Ole Nørgaard og Skjern er nede på fjerdepladsen efter nederlaget til Aalborg.
Skjern leverede ikke Aalborg modstand og blev kørt over i årets sidste hjemmekamp.
Af Kenneth Thygesen
Aftenens store nederlag på 30-22 til Aalborg kom som et chok for de fleste i Skjern Bank Arena.
Det samme gjorde sig gældende for Skjern Håndbolds cheftræner Ole Nørgaard, der havde svært ved at finde ord for, hvordan det kunne gå så galt.
- Dybest set så vi et hold, der var klar til topkamp og et hold, der ikke var klar. Desværre var det os, som ikke var klar, sagde Ole Nørgaard.
- På alle parametre blev det noget værre rod for os. Vi leverede ikke modstand og var alt andet end skarpe i de ting, vi foretog os, forklarede Skjern-træneren.
Vi har underpræsteret
Efter 10 ubesejrede kampe i træk er Skjern nu på oppe på to nederlag på stribe, men nederlagene til Team Tvis Holstebro og Aalborg er ikke kendetegnede for Skjerns styrke.
- Vi kan ikke løbe fra, at det har været alt andet end godt nok i de sidste to kampe. Vi har i den grad underpræsteret, og vi har ikke leveret det, vi skulle. Det bliver opgaven at få frem nu, sagde Ole Nørgaard.
Skjern møder på søndag oprykkerne fra Odder Håndbold på udebane.