STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skuffet topscorer: Det flaskede sig slet ikke

Skjerns nummer 21 scorede fem gange i fredagens kamp.

René Rasmussen var dybt utilfreds med Skjern-spillernes indsats i fredagens kamp mod Ribe-Esbjerg.

Af Nicklas Thygesen

- Vi spillede i vores egen lille verden i første halvleg, og så gjorde vi Jonas Hansen til verdens bedste målmand.

Sådan lød den kortfattede kommentar kort efter slutfløjtet i Esbjerg fra Skjerns femmålsskytte, René Rasmussen, der havde svært ved at genkende det mandskab, som slog GOG i søndags.

- Vi var til tider helt på månen, og leverede et produkt, som jeg sjældent har set så dårligt. Vi smed et hav af bolde væk, og når vi endelig tilspillede os til chancer, så misbrugte vi på det groveste. Det var langt under lavpunktet, siger højrefløjen.

Med ti minutter tilbage øjnede vestjyderne ellers et muligt comeback, men grundet flere uprovokerede fejl og halvsløje afslutninger kiksede muligheden for point.

- Et eller andet sted var det skræmmende at vi havde muligheden for at få point på en dag, hvor alt nærmest gik galt. Kampen skal i glemmebogen, og så skal vi videre i en fart, lød de sidste ord fra René Rasmussen.

NYHEDER