Kasper Søndergaard og holdkammeraterne vandt i sikker stil over Århus Håndbold fredag aften. Foto: Steffen Bloch
De grønblusede førte fra start til slut i fredagens opgør mod Århus Håndbold, hvor specielt én mand skilte sig ud.
Af Nicklas Thygesen
Skjern Håndbold er sikre på en plads i slutspillet.
Det står klart efter vestjyderne fredag aften cruisede en ny sejr i hus, da Århus Håndbold gæstede Skjern Bank Arena.
Ivanisevic on fire
Trænerteamet Nørgaard og Kronborg havde foretrukket serbiske Tibor Ivanisevic til at vogte Skjern-målet fra start. En beslutning, som skulle vise sig at være særdeles fornuftig.
EM-debutanten fra januar-måned leverede en pragtpræstation med 18 redninger, og lå i store dele af kampen på en redningsprocent over 50.
Målmandskollegaen Emil Nielsen meldte ud inden opgøret, at forsvaret skulle steppe et eller flere niveauer op - og peptalken fra Nielsen virkede.
Skjern-defensiven var kompakt, aggressiv og forudseende, hvilket gjorde arbejdsbetingelserne betydelig lettere for Ivanisevic i Skjern-målet.
Svensk styrmand boltrede sig foran rekordpublikum
I modsatte ende var 23-årige Jesper Konradsson en konstant trussel. Gennembrudsaktioner, forbilledligt overblik og ikke mindst en enorm fight, hvilket kendetegnede hele Skjern-truppen fredag aften.
Skjern Håndbold var i førersæddet fra start til slut foran rekordpublikummet i Skjern Bank Arena.
Vestjyderne vandt 32-27.