STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Sommer uden meget ferie

Hans Jensen står for Skjern-spillernes sommertræning.

Skjern-spillerne er gået på sommerferie, men ferien indeholder individuel fysisk træning. Fysioterapeut Hans Jensen kontrollerer.

Af Kenneth Thygesen

Skjern-spillerne gik i mandags på sommerferie efter en lang og hård sæson med over 40 kampe. At harpiksen og håndboldskoene er lagt på hylden er dog langt fra ensbetydende med ferie.

Skjerns fysioterapeut Hans Jensen har nemlig udleveret træningsskemaer og pulsmålere til Skjern-spillerne, der i den næste måneds tid skal selvtræne.

”Vi har forsøgt at lave sommertræningen meget individuel. Selvfølgelig har Thomas Klitgaard og Morten Vium for eksempel forskellige træningsintervaller, men det helt afgørende er, at vi får bygget spillernes fysik op, så de er klar til hård belastning i træningsopstarten,” fortæller fysioterapeut Hans Jensen og uddyber:

”Alle spillere har fået udleveret et pulsmålersæt, og når sommerferien er ovre, får vi pulsmålerne retur, så kan vi tjekke op på indsatsen henover sommeren. Dermed ved vi, om de har ligget i det pulsinterval, som de skal ligge i, og om hvor meget vi kan tillade os at belaste og presse dem, uden at vi får skader i opstarten,” forklarer Hans Jensen, der tilføjer, at spillernes fysiske træning øges betragteligt i de sidste to uger før opstarten.

Spillerne skal selvtræne til og med den 22. juli, hvorefter der er fælles opstart den 23. juli.

NYHEDER