For snart to uger siden besejrede Svensson, Lyhne og holdkammeraterne norske Elverum i Champions League på hjemmebane.
Vinderen af weekendens kamp i Champions League får fordel af at slutte på hjemmebane i play off-kampene, der spilles i februar og marts.
Af Lone Jørgensen
Der er lagt op til et brag af en håndboldkamp, når gruppespillet i Champions Leagues Gruppe D søndag lukkes og slukkes med opgøret mellem Skjern og Motor Zaporozhye.
Begge hold er allerede sikret deltagelse i 1/16-finalen, men derfor er opgøret langt fra uden betydning. Vinderen af opgøret snupper nemlig førstepladsen i Gruppe D, og det bringer flere fordele med sig i 1/16-finalen, der spilles over to kampe.
I 1/16-finalen venter en ude- og en hjemmekamp for begge mandskaber. Førstepladsen i Gruppe D får fordelen af at slutte på hjemmebane og derudover undgår gruppevinderen også at skulle op mod vinderen af Gruppe C, som Skjerns pulje sættes sammen med i 1/16-finalen.
Slipper for hviderussere med sejr
Netop Gruppe C er det stærke hviderussiske mandskab, Meshkov Brest allerede sikker på at vinde og for at undgå dem, skal Skjern vinde søndagens opgør.
Så venter enten Naturhouse La Rioja fra Spanien eller portugisiske Porto, som Skjern sidste år vandt over i EHF Cup to gange ud af to mulige.
For overblikkets skyld er her de to scenarier, der efter søndagens opgør kan udspille sig i 1/16-finalen:
Hvis Skjern vinder på søndag, spiller holdet følgende 1/16-finale:
Kamp 1 (spilles i perioden 24. -28. februar 2016): Naturhouse La Rioja/FC Porto – Skjern Håndbold
Kamp 2 (spilles i perioden 2. – 6. marts 2016): Skjern Håndbold - Naturhouse La Rioja/FC Porto
Hvis Skjern spiller uafgjort eller taber på søndag, ser 1/16-finalen derimod sådan her ud:
Kamp 1: (spilles i perioden 24. -28. februar 2016): Skjern Håndbold – Meshkov Brest
Kamp 2: (spilles i perioden 2. – 6. marts 2016): Meshkov Brest - Skjern Håndbold
Den samlede vinder af 1/16-finalen kvalificerer sig til 1/8-finalen i Champions League, hvor både PSG Handball, FC Barcelona og Rhein-Neckar Löwen er blandt de mulige modstandere.
Du kan købe billetter til søndagens vigtige opgør mellem Skjern og Zaporozhye her.