Kasper Søndergaard har i gennemsnit scoret over syv mål i de seneste ni kampe.
Førstepladsen er helt fortjent, mener Kasper Søndergaard, der endnu engang viste klasse.
Af Kenneth Thygesen
Kasper Søndergaard var endnu engang i hovedrollen, da Skjern tirsdag aften fik den fjerde slutspilssejr i træk.
Landsholdsbacken scorede otte gange, men efter kampen var der ikke udelukkende glæde at spore hos bagspilleren.
- Jeg er tilfreds med sejren, men spillet var i perioder ikke helt godt nok. Vi skal steppe endnu mere op, hvis vi skal være skarpe i semifinalen, sagde Kasper Søndergaard.
Fortjent førsteplads
Mod slutningen af kampen fik Mors-Thy skabt en smule spænding med flere reduceringer, men sejren var ifølge Kasper Søndergaard aldrig i fare.
- Afslutningen betyder ingenting. Jo, selvfølgelig burde vi have fastholdt føringen, men det ændrer ikke ved, at vi vinder sikkert og napper førstepladsen, sagde Kasper Søndergaard og fortsatte:
- Vi har vundet i Aarhus og Silkeborg, og det er klasse. Vi fortjener førstepladsen, sagde Kasper Søndergaard, der mente, at Skjern i perioder viste niveauforskellen på de to hold.
- I momenter viste vi det høje niveau, vi har. Når vi folder os ud, er vi svære at have med at gøre. Men overordnet set blev det lidt for rodet. Sådan er det mod et hold som Mors, der bare brager af sted, forklarede Kasper Søndergaard.