Kasper Søndergaard og Skjern hentede i går et point i Rumænien.
På trods af den svære udebane er der et vigtigt point med i bagagen, når Skjern i dag sætter kurs mod Danmark.
Af Lone Jørgensen
Det ene point og ikke mindst det faktum, at Skjern nu er bedre indbyrdes end Baia Mare, kan vise sig at blive værdifuldt i forhold til Skjerns videre færd i Champions League.
Første- og andenpladsen fra Skjerns Gruppe D går videre til 1/16-finalen og oven på resultatet i går indtager Skjern stadig en af de to øverste pladser med tre kampe tilbage i gruppespillet.
Skjern ligger på andenpladsen med et point mindre end Zaporozhye på førstepladsen, mens Baia Mare er på tredjepladsen med ni point ligesom vestjyderne. Hvis Skjern havde tabt i går, havde de byttet plads med Baia Mare i tabellen.
- Det var et meget vigtigt point, vi fik med fra kampen. Hvis vi vinder hjemme mod Elverum på søndag ser det rigtig godt ud for os. Men det betyder selvfølgelig langt fra, at vi er gået videre. Efter det har vi stadig to svære kampe. Først ude mod Metalurg, som vi havde store problemer mod på hjemmebane og derefter hjemme mod Zaporozhye, som vi havde endnu større problemer mod. Så vi er godt klar over, at der fortsat er lang vej, men det er i hvert fald meget vigtigt, at vi nu er bedre indbyrdes end Baia Mare, sagde Kasper Søndergaard efter kampen.
Et møgsvært sted at spille
I gårsdagens kamp satte han især i den afgørende fase af kampen nogle vigtige scoringer ind, og selvom Skjern var under hårdt pres, holdt holdet stand.
- Det var et møgsvært at spille. Vi havde overhovedet ikke dommertække, og vi skulle stå imod et enormt pres, så jeg synes, det er megastærkt, at vi leverede som vi gjorde. Det var en stærk præstation af alle mand, men vi er virkelig trætte nu, for der er ingen tvivl om, at vi brugte rigtig mange kræfter, sagde Søndergaard.
Sammen med resten af truppen rejser han senere i dag hjem til Danmark, hvor holdet rammer Vestjylland i aften. I morgen venter et kort træningspas, mens der på onsdag er kamp mod Århus Håndbold i Boxer Herreligaen.