Markus Olsson og Kasper Søndergaard i velkendte jubelscener.
Med en sejr over Bahrain og et spinkelt nederlag til Spanien er Danmark og Sverige klar til OL i Rio.
Af Nicklas Thygesen
Sverige med Markus Olsson på holdkortet bookede i eftermiddags en billet til OL i de allersidste sekunder, da den tidligere AG København-spiller, Niklas Ekberg, reducerede til slutresultatet 23-25 på straffekast. Et to-målsnederlag, som de svenske værter lige akkurat kunne tåle.
Fra Malmø til Boxen i Herning hentede Danmark den billetindfriende sejr over Bahrain med cifrene 26-24 i en kamp, hvor Kasper Søndergaard blev noteret for to scoringer.
Hvis landstræner Gudmundur Gudmundsson udtager Kasper Søndergaard til De Olympiske Lege i Rio de Janeiro vil højrebacken skrive sig ind i historiebøgerne.
En OL-udtagelse til Kasper Søndergaard vil sende Skjern-spilleren i samme klub som Anders Dahl Nielsen og Morten Stig Christensen, som hidtil er de eneste danske håndboldspillere, der har repræsenteret de danske farver tre gange til De Olympiske Lege.
Mens Danmark og Sverige kunne juble efter weekendens kampe, så måtte Bjarte Myrhol og resten af det norske landshold vinke farvel til OL.
Norge skulle bruge point mod Kroatien, men en forfærdelig åbning på opgøret fik store konsekvenser for Myrhol & co. Kroatien løb med sejren og OL-billetten med cifrene 27-21.