Kasper Søndergaard tager en pause fra landsholdet på ubestemt tid.
Skjerns målfarlige højreback har besluttet sig for at tage en midlertidig pause fra landsholdet.
Af Lone Jørgensen
Kasper Søndergaard har netop meldt ud, at han holder pause fra landsholdshåndbold.
De kommende EM-kvalifikationskampe, som landsholdet spiller mod Hviderusland i foråret bliver således uden den målfarlige Skjern-back.
- Det er noget, jeg har overvejet gennem længere tid, så det er en meget velovervejet beslutning, siger Søndergaard, der endnu ikke ved, om han på et tidspunkt vender tilbage i landsholdtrøjen.
Kasper Søndergaard understreger dog, at han langt fra er færdig med håndbold.
- Jeg er slet ikke mættet af håndbold endnu, tværtimod. Jeg har bare brug for at tage en pause fra landsholdet. Omvendt ser jeg virkelig meget frem til de næste mange vigtige kampe, jeg skal spille med Skjern, fortæller den hårdtskydende højre back.
I en pressemeddelelse sendt ud af Dansk Håndbold Forbund fortæller han ligeledes, at han i lang tid har haft et ønske om at kunne tilbringe mere tid med familien samt at kunne koncentrere sig fuldt ud om klubhåndbolden i Skjern.
Kasper Søndergaard har deltaget i hele 11 slutrunder med herrelandsholdet. Han har i alt spillet 156 landskampe og scoret 339 mål i den rød-hvide trøje.