STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Søndergaard tilfreds med indsatsen

En glad Kasper Søndergaard efter aftenens sejr over Egypten.

Ifølge Skjerns Kasper Søndergaard var indsatsen både på og især uden for banen mere end godkendt i aftenens sejr.

Af Lone Jørgensen

Der skulle ikke gå mange minutter af opgøret mellem Danmark og Egypten, før de rød-hvide OL-guldvindere havde lagt sig solidt i spidsen.

Kasper Søndergaard og holdkammeraterne blæste derudaf, og så sig ikke tilbage, da de hentede en sikker sejr over Egypten på den vestjyske hjemmebane.

- Vi leverede en rigtig fin kamp mod et godt egyptisk hold. Jeg synes, vi spillede en god kamp over hele linjen, sagde Søndergaard efter sejren.

"Det var virkelig fedt"
For højrebacken var det ikke kun spillet på banen, der var tilfredsstillende. Det blev bestemt også bemærket, at der var flere tilskuere på lægterne, end der nogensinde tidligere har været i Skjern Bank Arena.

- Det er altid en fornøjelse at spille her i Skjern. Men i dag var der jo nærmest fyldt op, og det var virkeligt fedt. Der var en super stemning, og det er rigtig sjovt at spille foran så mange mennesker. Især i de sidste minutter, hvor alle rejste sig op og klappede, det giver bare lidt ekstra, sagde Skjern-spilleren, der gerne vil opleve en stort set fyldt Skjern Bank Arena igen en anden gang.

- Jeg håber, at de alle sammen har tænkt sig at komme igen, næste gang jeg skal spille herinde med Skjern. Det kunne være fedt, sluttede Søndergaard.

Sammen med holdkammeraterne spiller han søndag den sidste testkamp, inden turen går til VM i Frankrig. Søndag er modstanderen Island med klubkammeraten Tandri Mar Konradsson på holdet.

NYHEDER