Kasper Søndergaard ser frem til kampene mod RK Vojvodina.
Skjern trak de serbiske mestre i EHF Cuppen, men Kasper Søndergaard forventer videre avancement.
Af Kenneth Thygesen
Skjern Bank Arena skal i november have besøg af det serbiske mesterhold fra RK Vojvodina.
De stærke serbere er blevet parret med Skjern i EHF Cuppens 3. runde, men trods status som mesterhold forventer Skjern-stjernen Kasper Søndergaard at slå serberne og sikre videre avancement.
- De er serbiske mestre, så det er klart, at der venter et par svære kampe. Men for at være ærlig så jeg kender dem ikke rigtigt, og jeg forventer, at vi går videre, siger Kasper Søndergaard.
Den første kamp spilles i Skjern den 23./24. november, mens der er returkamp i Vojvodina ugen efter. Specielt udebanekampen forventer Søndergaard sig meget af.
- Jeg har prøvet at spille i Beograd, og der vandt vi rimelig sikkert, men stemningen var fed. Det er den altid på Balkan, og det glæder jeg mig til at opleve igen, siger Kasper Søndergaard.
Læs også: Svær lodtrækning til Skjern