Kasper Søndergaard stod for seks af Skjerns mål i sejren over Skanderborg.
Skjern-stjernen Kasper Søndergaard trådte i karakter med flere vigtige mål i slutfasen af kampen mellem Skanderborg og Skjern.
Af Kenneth Thygesen
Med flere vigtige scoringer og udspil til René Rasmussen på fløjen tog landsholdsprofilen Kasper Søndergaard ansvaret på sine skuldre i slutfasen, da den tætte kamp i Horsens mellem Skanderborg og Skjern skulle afgøres.
- Min første halvleg var ikke god nok, men jeg fik heller ikke meget spilletid. Efter pausen kom jeg med mere fart og timing, og det gik okay, sagde en beskeden Kasper Søndergaard efter kampen.
- Men jo, jeg er da tilfreds og glad. Vi skal altid være glade for at vinde, og så kan vi altid evaluere på kampen senere, sagde Kasper Søndergaard.
To vigtige point
Med sejren kravler Skjern tilbage på tredjepladsen, og det var vigtigt ovenpå konkurrenternes sejre.
- Selvfølgelig var der mange ting, vi kunne have gjort bedre, men vi fik, hvad vi kom efter. Nu er vi tilbage i top tre, og det er vi glade for, forklarede Kasper Søndergaard.