STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Søren P: Vi skal have gang i defensiven

Søren Pedersen spiller fredag sin tredje officielle kamp i Skjern-trøjen efter skiftet fra Mors-Thy i sommer.

Skjern skal have forbedret defensiven, hvis det skal blive til en udesejr over Sønderjyske fredag aften.

Af Kenneth Thygesen

Spillemæssigt er der fortsat masser at arbejde med, men resultatmæssigt har Skjern Håndbold fået en perfekt start på sæsonen.

En sikker pokalsejr i Ringsted sikrede en kvartfinaleplads, mens en hjemmesejr over Odder sikrede fuldt udbytte i den første ligakamp. På resultattavlen kan det ikke være bedre.

Spillet kan derimod blive bedre, og bedre skal det blive, hvis Skjern Håndbold fredag aften skal slå Sønderjyske. Det mener Skjern-keeper Søren Pedersen.

- Vi har ikke ramt det niveau, vi gerne ville, selvom vi har vundet begge kampe. Vi skal have det til at køre, og vi skal ikke mindst have sammenspillet mellem forsvar og målmand på plads, siger Søren Pedersen.

- De nemme kontramål har vi ikke løbet ind, fordi vi rent defensivt ikke har været gode nok, siger Søren Pedersen.

Fuld tryk på SKANSEN
Slutspilsbejlerne fra Sønderjyske har i form af SKANSEN en af ligaens stærkeste hjemmebaner med et særdeles larmende publikum. Her tog sønderjyderne sidste år point fra hold som KIF Kolding, Aalborg, Århus og GOG.

- Det er en rigtig svær bane at spille på. Der er fuld tryk på kedlerne. Tilskuerne laver en ufattelig larm ved at trampe og pifte, som helt sikkert giver deres spillere et par ekstra procenter, siger Søren Pedersen.

Et bedre materiale
De sidste fire indbyrdes kampe er alle endt med en tre-målssejr - tre af dem til Skjern og en til Sønderjyske. Men Søren Pedersen vil ikke af den grund udpege Skjern som storfavorit.

- Jeg vil sige det sådan, at hvis begge hold spiller op til niveau, så vinder vi kampen. Vi har et bedre materiale. Men det er altid tæt på udebane mod Sønderjyske, siger Søren Pedersen.

Kamptidspunkt:
Sønderjyske-Skjern Håndbold spilles fredag den 5. september kl. 19.30 i SKANSEN, Sønderborg

Opdateringer:
Kampen vises ikke på TV, men kan derimod følges via Radio Max eller via liveupdate på skjernhaandbold.dk

Andre opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App

NYHEDER