STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Spændt Cornelius før pokalmøde: Usikkerheden skal udnyttes

Tandri Mar Konradsson og Cornelius Kragh i guldjubel tilbage i maj-måned. Foto: Bent Christiansen

Cornelius Kragh står i morgen ansigt til ansigt med sine gamle holdkammerater fra det vestjyske.

Af Nicklas Thygesen

Medaljerne, guldhåret og minderne er gemt væk i lejligheden på Frederiksgade i Århus.

For selvom 23-årige Cornelius Kragh til den kommende sæson fortsat skal iklæde sig en grøn trøje, så bliver det ikke i jagten på et titelforsvar og europæiske overraskelser.

Holdkammeraterne Jesper Konradsson og Emil Nielsen er udskiftet med Morten Balling og Kristoffer Laursen. Skjern er byttet med Skanderborg.

Kammerater og en klub, som københavnskfødte Kragh allerede i morgen skal stifte bekendtskab med efter klubskiftet i sommer.

- Jeg glæder mig meget til at hilse på drengene, men når vi går på banen, så bliver der uddelt tæsk. Det er altid specielt at møde sin gamle klub – spørg bare Morten Balling og Kristoffer Laursen – men det motiverer mig bare endnu mere, siger Cornelius Kragh, som blankt erkender, at han har bidraget med sin part i taktikoplægget.

- Jeg kender spillerne og systemerne, så selvfølgelig har bidraget med insider-viden. Men det er umuligt at sige hvordan vi står stillet efter en lang pause og med mange nye ansigter i truppen. Det samme tror jeg er gældende for Skjern.

- Men vi vil forsøge at ramme dem på den usikkerhed, som altid opstår i de første par kampe med nye spillere – og så vil jeg gå benhårdt efter at lave en isse på Emil Nielsen, siger Cornelius Kragh.

Skjern-mandskabet møder Cornelius Kragh og Skanderborg Håndbold i morgen kl.19.30 i Fælleden. Der er gratis entre.
 

NYHEDER