Claus Hansen og Hans Jensen styrer slagets gang.
Skjern-staben er imponeret over den form, som spillerne vendte tilbage i.
Af Kristian Bro
Efter fire måneder væk fra håndboldbanen var trænerstaben i Skjern spændt på, hvilken forfatning spillerne vendte tilbage i. Den fysiske træner, Hans Jensen, sætter herunder ord på den specielle opstart, som de grønne tog hul på tirsdag.
- Vi har princippet ikke vidst, hvordan spillerne har kunnet træne i de seneste tre måneder - især hvad angår styrketræning og hurtighedstræning, som er yderst relevant for håndboldspillere.
- Spillerne har en god basal form og ligeledes en god løbeform, men hvordan de står rent styrkemæssigt, og hvordan de kan bevæge sig inde i hallen, får vi at se de næste 14 dage, siger Hans Jensen.
Cheftræner, Claus Hansen, var ligeledes begejstret over spillernes grundform.
- Deres løbetest i mandags så fin ud - de løb virkelig godt. Det er et rigtigt fint afsæt for at kunne træne ordentligt, og nu ved vi, hvor de er konditionelt - det bliver derfor nemmere for os at planlægge træningen fremadrettet.
- Vi har haft et par haltræninger, som de har responderet godt på - derfor tyder det på, at vi kan gøre træningskurven stejlere end vi havde planlagt i første omgang, og på den måde kan vi arbejde med mere intensivitet og kompleksitet, end vi havde forventet, afslutter Claus Hansen.