Næste opgave for Skjern og Eivind Tangen er på onsdag mod Mors-Thy.
Vestjyderne kæmpede ihærdigt, men formåede ikke at hive point med hjem til Skjern i sæsonpremieren.
Af Nicklas Thygesen
69 mål, rødt kort, smukke scoringer og intensitet på lægterne.
En mere hæsblæsende sæsonpremiere fås vist ikke.
Sidste sæsons DM-semifinalister tørnede søndag aften sammen i første runde af Herreligaen, hvor fynboerne trak det længste strå med cifrene 35-34.
Mogensen og Eggert sprudlede på den gamle hjemmebane
Første halvleg var egentlig særdeles velspillet for vestjydernes vedkommende - primært i den offensive del - men som tilfældet har været i de foregående to kampe, så manglede de grønblusede både kvali- og effektivitet.
Hjemvendte Thomas Mogensen var i sit es med stående riv, hopskud og i den assisterende rolle, hvilket Anders Eggert benyttede sig af. Eggerts to første skud blev afværget, men de ti efterfølgende skud blev sendt i kassen. Høj klasse af Skjern-fløjen, som for tredje kamp i streg blev topscorer.
GOG-føring på 18-14 ved pausen.
Halvandet skridt frem - og to tilbage
Efter pausen var vestjyderne markant bedre. Kasper Søndergaard var tilbage efter sin skadespause, og han bød ind med det samme. Farlig fra distancen - og med et hamrende godt blik for Myrhol på stregen.
Sammen med Björgvin Gustavsson i målet kæmpede de grønblusede sig tilbage, og da Jonathan Stenbäcken udlignede otte minutter før tid, var alt åbent.
Hjemmeholdets Lasse Møller lukkede kampen med de to sidste scoringer for de gule - heriblandt en scoring via stolpen på straffekast.
Sæsonpremieren blev ingen point-mæssig succes for de grønne, som måtte se sig besejret, men på mange måder en opløftende kamp, hvor flere spillede performerede på topniveau.
GOG vandt 35-34.