STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Stor skalp af Skjern i Makedonien

Skjern vandt 24-23 i Sports Halle Strumica i Makedonien.

Skjern Håndbold slog Århus Håndbolds makedonske banemænd fra HC Zomimak på udebane med 24-23. Dermed lever Skjerns håb om en kvartfinaleplads.

Af Kenneth Thygesen

Skjern er tilbage på sporet i EHF Cuppens gruppespil.

Efter hjemmebanenederlag til Sporting CP i den første spillerunde var Skjern lørdag aften pisket til at vinde i Makedonien for at holde liv i drømmene om en kvartfinale.

Og håbet lever videre for vestjyderne. Foran over 2.500 vilde makedonske fans vandt Skjern Håndbold 24-23 efter vestjysk pauseføring på 12-11.

Det var endda uden Daniel Svensson, der blev skadet under opvarmningen, mens også landsholdsspiller Kasper Søndergaard måtte forlade banen kort efter kampstart med en fodskade.

Dobbeltredning sikrede sejren
Sejren blev først sikret i det sidste minut, hvor indskiftede Kristoffer Laursen med en dobbeltredning ved Skjern-føring på 24-23 sendte vestjyderne på sejrskurs.

Herefter var op til holdkammeraterne i marken at holde på bolden i de sidste 60 sekunder, mens de makedonske tilskuere piftede og råbte af danskerne.

Det lykkedes Skjern at holde distancen, og så hentede vestjyderne to yderst vigtige point til den europæiske konto. Men det var ikke uden omkostninger. 

Mens både Daniel Svensson og Kasper Søndergaard sad med ude med skader, måtte Thomas Klitgaard 15 sekunder før tid også forlade banen i store smerter efter et slag i maven. 

Det er dog uvist, hvor slemt det står til med de tre profiler.

Kæmpede som vilde dyr
Kampen i Strumica blev præcis ligeså fysisk og intens som ventet, men i det store perspektiv var det Skjern, der profiterede af det hårde spil.

Frederik Børm, Henrik Møllgaard og Thomas Klitgaard kæmpede som vilde dyr i midterforsvaret, mens Tim Winkler var fremragende i 45 minutter.

Det stærke forsvar gav udslag i et hav af kontrascoringer som især en flyvende René Rasmussen scorede flittigt på. Det gav en føring på 12-7 i første halvleg, men to Skjern-udvisninger sendte makedonerne tilbage i opgøret.

En hektisk afslutning
Efter pausen bragte Skjern sig i front 17-13, og så troede man, at Ole Nørgaards mandskab ville løbe fra Zomimak. Trods flere fantastiske scoringer af Bjarke Christensen kæmpede makedonerne sig dog endnu engang tilbage, og med ti minutter igen var det helt lige - 20-20.

Skjern-bænken tog affære og sendte en kold Kristoffer Laursen i målet. Han reddede fire bolde i de sidste ti minutter og kunne derfor med rette dele heltrerollen med Henrik Møllgaard, der igen viste sit værd i den afgørende fase.

Med sejren på 24-23 har Skjern to point efter to kampe i gruppe B. Det rækker til en delt andenplads side om side med Sporting CP. Franske Montpellier har maksimum point.

NYHEDER