STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Storskytte tilbage i topform

Kasper Søndergaard scorede 70 mål for de grønne i sidste sæson. 

Rygskaden er et overstået kapitel. Kasper Søndergaard var i slutningen af sidste sæson nødsaget til en ufrivillig pause på baggrund af en diskusprolaps i ryggen, men nu er EM-guldvinderen fra 2012 tilbage i storform. 

Af Nicklas Thygesen 

”Kaspers skade sidder i den nederste del af brystryggen, og de næste par uger skal han passe meget på sin ryg”. Således var udmeldingen fra sundhedschefen John Bruun tilbage i april måned, hvor Kasper Søndergaard havde pådraget sig en diskusprolaps i styrkelokalet.

Torsdag aften viste den mangeårige landsholdspiller at han er tilbage i topform. Søndergaard leverede en fornem præstation med fem mål til følge.

- Bortset fra resultatet var der mange positive takter, som vi kan tage med videre. På det personlige plan går det den rigtige vej eftersom jeg intet mærker til rygskaden længere, siger Kasper Søndergaard.

Den 4. september ligger Skjern Bank Arena igen gulv til håndbold i Boxer Ligaen, når Skjern Håndbold tager imod Skanderborg Håndbold. En hjemmebane, som er meget afgørende ifølge den rutinerede højreback.

- I sidste sæson vandt vi stort set alle vores hjemmekampe, så Skjern Bank Arena er på mange måder blevet en solid og afgørende base for os. De mange hjemmesejre skyldtes ikke mindst vores fantastiske hjemmepublikum, som har båret os frem i med- og modgang, fortæller Kasper Søndergaard.

Billetsalget til den første hjemmekamp mod Skanderborg Håndbold er startet, og du kan købe billet her. 

NYHEDER