Under Ole Nørgaards kommando har Skjern vundet 42 ud af 52 kampe.
Skjern Håndbold og cheftræneren Ole Nørgaard har nu papir på hinanden frem til 30. juni 2015.
Af Kenneth Thygesen
For knap to år siden underskrev den daværende U21-landstræner Ole Nørgaard en kontrakt med Skjern Håndbold med start fra sommeren 2012. Denne aftale er nu justeret, således parterne har papir på hinanden frem til sommeren 2015.
- Ole Nørgaard er en af landets dygtigste trænere og har gjort et fremragende stykke arbejde i snart halvandet år. Derfor er vi naturligvis glade for, at han også er at finde i Skjern efter sommer, siger Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern Håndbold og fortsætter:
- Med Ole Nørgaards forsættelse sikrer vi kontinuitet, som er en vigtig del af det at drive en topklub. Nu kan vi bygge videre på mange af de spændende ting, der er i gang i klubben, siger Carsten Thygesen.
42 sejre i 52 kampe
49-årige Ole Nørgaard førte i sidste sæson Skjern frem til bronzemedaljer, pokalfinalen og EHF European Cup, hvor Skjern nu blot er én runde fra gruppespillet.
- Jeg befinder mig rigtig godt i Skjern, hvor jeg råder over en begavet spillertrup, der bliver skarpere dag for dag. I det store billede er der masser af potentiale i holdet, og det vil jeg gerne være med til at føre ud i praksis, siger Ole Nørgaard.
Under Ole Nørgaards kommando har Skjern Håndbold vundet 42 ud af 52 kampe. Tilmed har vestjyderne ikke tabt på hjemmebane i Skjern Bank Arena i over et år.
Ole Nørgaards mandskab fra Skjern fortsætter sidste års succes og ligger på en andenplads i ligaen efter otte sejre i ni kampe.