Efter et veloverstået FTZ Cup i weekenden med to sejre i tre kampe spiller Skjern Håndbold i morgen aften sæsonens fjerde træningskamp.
Det sker i samarbejdsklubben Ørnhøj, hvor svenske Ystads IF er modstanderen. De to hold mødte ligeledes hinanden tilbage i januar måned, hvor et skadesplaget Skjern-mandskab spillede 31-31 mod svenskerne, der i sidste sæson sluttede på en tiendeplads i den bedste svenske liga.
Ystads IF, der har den tidligere Skjern-spiller Palle Hansen, den tidligere AGK-spiller Martin Bager og den tidligere KIF Kolding-spiller Sebastian Seifert i truppen, slog i søndags ligaoprykkerne fra Skanderborg med 27-25 i en træningskamp.
Skjern-trænerstaben må til torsdagens træningskamp se bort fra Per Leegaard og Philip Holm, der begge er skadet.