Skjerns nummer 25 diskede op med tre scoringer i kvartfinalen.
Daniel Svensson havde store roser til Skjern-defensiven efter mandagens sejr i Nordsjælland.
Af Nicklas Thygesen
Omklædningsrummet osede af lettelse, kæmpe jubelscener og befriende krammere til holdkammeraterne få minutter efter slutfløjtet i Helsinge.
Skjern Håndbold sikrede sig mandag aften en plads i det fornemme Final4-selskab, hvilket ifølge Daniel Svensson tilfaldt vestjydernes defensiv.
- Vi stod ganske enkelt vanvittigt i forsvaret, og så supplerede Søren Pedersen og Magnus Dahl hinanden godt. Vi ramte endelig det høje niveau defensivt – og så bliver vi en vanskelig størrelse at slås med, fortalte Daniel Svensson.
Bagspilleren viste i glimtvis sit gamle jeg. En gennembrudsscoring og to stående riv fra distancen hev Svensson op af posen i Helsinge. Derfor var hovedpersonen selv også en tilfreds mand efter slutfløjtet.
- Vi er lettede og glade, men samtidig også bevidste om at vi endnu ikke har vundet noget som helst. Det var et stort skridt på vejen og det skal vi nyde, siger Daniel Svensson.