STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Svensson: Frankrig vinder VM

Daniel Svensson i kamp for Skjern. Han tror på Frankrig som vinder af VM i Qatar.

Med Danmark ude af medaljekampen skal vinderen af VM nu findes mellem Frankrig, Spanien, Polen og værterne fra Qatar.

Af Lone Jørgensen

VM er godt inde i den afgørende fase, og her er én ting er sikkert. Henrik Møllgaard, Kasper Søndergaard og de øvrige danske landsholdsspillere må rejse hjem fra oliestaten uden en medalje.

Skjerns Daniel Svensson, der under VM har fungeret som ekspertkommentator for TV2 Sport i nogle af puljekampene, følger VM tæt. For ham er det ikke svært at pege på en favorit blandt de fire tilbageværende hold.

- Jeg tror, Frankrig går hele vejen, da de har det bedste hold på alle parametre. De står godt i forsvaret, de løber godt fremad og de er gode i det etablerede angrebsspil. De har ikke nogle svaghedspunkter, siger Svensson.

Frankrig spiller i morgen semifinale mod Spanien, der sendte Danmark ud af VM. Den kamp skal Daniel Svensson naturligvis se.

- For mig er kampen mellem Frankrig og Spanien den moralske finale. Spanien har været rigtig dygtige, og står meget fortjent i en semifinale. De burde også have stået i finalen, men begge hold kan jo ikke gå videre imorgen, og jeg tror, at Spanien taber til Frankrig, lyder det fra Daniel Svensson.

Semifinalen mellem Spanien og Frankrig spilles fredag kl. 19:00, mens Qatar og Polen mødes i den anden semifinale kl. 16:30.

Danmark spiller den første af to placeringskampe i morgen kl. 16:30, hvor Slovenien er modstanderen.

NYHEDER