STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Svensson klar til comeback

Daniel Svensson er klar til debut i Skjern-trøjen i fredagens kamp mod Ribe-Esbjerg.

Daniel Svensson er efter over ni måneders kamppause klar til comeback og debut i Skjern-trøjen.

Af Kenneth Thygesen

Den 26. december 2012 tabte TuS N-Lübbecke på udebane til 37-31 til Hannover-Burgdorf i den tyske Bundesliga.

I Lübbeckes trøje nummer 25 spillede en dansker, der på det tidspunkt ikke havde nogen anelse om, at kampen måske ville blive hans sidste nogensinde.

Kampen blev heldigvis ikke den sidste. Daniel Svensson, den 31-årige håndboldspiller, der i marts fik konstateret lymfekræft, blev i juli raskmeldt for sin alvorlige sygdom. Siden da har han trænet og kæmpet for at vende tilbage til håndboldbanen, og nu er den tidligere landsholdsspiller blevet klarmeldt til kamp.

Daniel Svensson får comeback og debut i Skjern-trøjen på fredag mod Ribe-Esbjerg HH.

- Det bliver en fantastisk følelse, og jeg glæder mig helt vildt. Min form er bedre, end da jeg spillede min sidste kamp. Der stod jeg midt i sygdommen uden at vide det, og jeg tror, selvom det er vildt at sige det, at jeg kommer tilbage med mere energi, siger Daniel Svensson.

Fart i benene
Bagspilleren har i de sidste par måneder trænet med holdkammeraterne i det omfang, der var fysisk muligt. I de sidste mange uger er træningsmængden blevet intensiveret, og Daniel Svensson er nu klar til comeback.

- Træningen er gået rigtig fin, og jeg har fået god fart i benene og i skudarmen. Nu mangler jeg bare lidt mere fart i lungerne, hvis man kan sige det sådan, siger Daniel Svensson.

Lysten og glæden driver værket
Timingen og sammenspillet med holdkammeraterne skal der bygges videre på, men hvad Svensson i de første par kampe ikke kan præstere i faglighed vil stensikkert blive kompenseret i viljestyrke og engagement.

- Det største drive i øjeblikket er lysten og glæden over at være tilbage. Det bliver et kunststykke for mig at tøjle det og finde en balancegang, siger Daniel Svensson.

- Mentalt skal jeg finde et spændingsniveau, for jeg vil det her så meget, at det måske kan blive overilet. Heldigvis er jeg ikke en bærende kræft på holdet, men det bliver jeg forhåbentlig engang, siger Daniel Svensson.

Skjern møder Ribe-Esberg fredag aften kl. 19.00.

NYHEDER