Daniel Svensson forventer at være håndboldklar til oktober.
Skjerns nye bagspiller Daniel Svensson er blevet kureret for kræft. Nu er fokus rettet mod håndboldcomeback.
Af Kenneth Thygesen
31-årige Daniel Svensson har besejret sin kræftsygdom og er klar til at tørne ud for Skjern Håndbold.
Efter fire måneders mental og fysisk kamp som lymfekræftpatient fik den tidligere landsholdsspiller fredag den bedste besked overhovedet: Kræften er fjernet.
- Jeg er så lykkelig. Det var først, da min kæreste og jeg satte os ud i bilen og kørte væk fra hospitalet, at det for alvor gik op for mig, at jeg er rask, siger Daniel Svensson i telefonen fra Tyskland.
- Det er en vild følelse. For et år siden havde jeg aldrig tænkt på, at det at være rask kunne gøre mig lykkelig. Det her forløb har været hårdt, men det har sat en masse ting i perspektiv. Nu glæder jeg mig til at tage hul på livet igen, siger Daniel Svensson.
Meget at bevise
For en måned siden kunne Skjern Håndbold offentliggøre kontraktunderskrivelsen med 31-årige Daniel Svensson. Nu er kræften fjernet, og efter en tiltrængt ferie gælder det håndbolden i Skjern.
- Vi starter lige med at tage på ferie, men når jeg vender tilbage om små tre uger, er der fuld fokus på håndbolden, siger Daniel Svensson og forklarer:
- Nu er det første gang, at jeg med rette kan sige, at jeg er overvægtig og utrænet. Der mangler rigtig meget, og jeg skal vel smide 10 kg, før jeg kan begå mig på en håndboldbane. Kemobehandlingerne har pillet alt fra hinanden, forklarer Daniel Svensson.
Humøret og motivationen fejler dog ingenting på trods af de relativt lange udsigter til tophåndbold.
- Jeg er så ivrig efter at bevise en masse - både over for mig selv og over for klubben. Jeg vil kæmpe så hårdt for at vise, at jeg er den helt rigtige satsning, siger Daniel Svensson.
Boldfeeling skal genopbygges
Målsætningen hedder spilletid på banen i oktober, hvis genoptræningsforløbet går som forventet.
- Jeg skal snakke med John Bruun (sundhedschef i Skjern Håndbold red.) inden længe og derefter finde ud af, hvor meget træning, jeg kan holde til. Vi skal føle os frem og hele tiden lægge mere på, siger Daniel Svensson, der trods fraværet på håndboldbanen i adskillige måneder ikke er nervøs for sin håndboldkunnen.
- Det er som at køre på cykel. Jeg har en god håndboldforstand. Selvfølgelig skal jeg genopbygge en feeling med bolden, men timingen og sammenspillet med de nye holdkammerater ville jo være nyt alligevel, forklarer Daniel Svensson.
Skjern Håndbold har skrevet en etårig kontrakt med den 31-årige bagspiller.