Skjern tabte sæsonens sidste kamp.
Skjern smed en føring på syv mål, og dermed hentede Team Tvis Holstebro bronzemedaljerne efter sejr på 21-19. Claus Møller Jakobsen blev topscorer med syv mål i sin afskedskamp.
Af Kenneth Thygesen
Der bliver ingen medaljefest i Skjern Håndbold i denne sæson.
Claus Møller Jakobsen og co. var ellers i den grad på medaljekurs i 45 minutter, men lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro leverede et utroligt comeback, og så røg metallet 50 km mod nord.
Dermed slutter Skjern Håndbold sæsonen på en fjerdeplads.
Flyvende i første halvleg
Det lignede ellers længe en sikker sejr til Skjern-spillerne, der i de første 30 minutter leverede noget af sæsonens bedste håndbold.
Anført af Tim Winkler og Claus Møller Jakobsen, der begge spillede deres sidste kamp i Skjern-trøjen, ræste hjemmeholdet Team Tvis Holstebro i første halvleg med en livsfarlig kontrafase.
Tim Winkler stod med en redningsprocent på 68, mens Claus Møller Jakobsen noterede sig for fem scoringer. Læg dertil hele ni kontrascoringer, og så førte Skjern 15-8 ved pausen.
Fire mål på en halvleg
Men ud af det blå kom gæsterne tilbage og satte en bundsolid prop i Skjerns flyvende offensiv.
I hele anden halvleg formåede Skjern blot at score fire mål - heraf to på straffekast. Uagtet at Skjern-defensiven og Tim Winkler kæmpede og tacklede, så er fire mål så langt fra ikke nok på en halvleg.
Derfor åd Team Tvis Holstebro sig ind på Skjern, der ved 19-19 tre minutter før tid måtte give slip.
Klavs Bruun Jørgensens mandskab kunne derfor fejre bronzemedaljer med en samlet sejr på 52-49.
Tillykke til Team Tvis Holstebro!