Skjern Håndbold gæster lørdag oprykkerne fra HC Midtjylland i en kamp, som vil blive vist på TV2.
Inden den kamp har skjernhaandbold.dk taget en snak med fløjspiller Thomas Pedersen om den nuværende succes i det vestjyske.
”Det er rigtig, rigtig sjovt at spille at være i Skjern Håndbold i øjeblikket. Det er længe siden, vi har haft den gejst og mentalitet, som vi har nu, og det må vi bare håbe fortsætter,” siger fløjspilleren, som glæder sig til lørdagens opgave:
”Vi elsker at spille i øjeblikket, og vi kommer til Herning med masser af selvtillid,” fortæller Thomas Pedersen, der har defensiven som topprioritet før mødet med oprykkerne:
”Jeg ved, det er blevet sagt mange gange før, men vores forsvarsspil bliver afgørende. Kommer det i gang, så kommer vores kontrafase i gang, og så vinder vi kampen,” siger Thomas Pedersen og fortsætter:
”Midtjylland har gjort det godt på hjemmebane, og vi kan også sagtens komme i problemer, men hvis forsvaret holder stand, som det har gjort i mange kampe efterhånden, så henter vi uden tvivl to points,” lyder det fra højrefløjen, som afviser al snak om at undervurdere midtjyderne:
”Vi har fået vores lærestreg i forbindelse med hjemmekampen mod Nordsjælland, selv om Nordsjælland dog er et bedre hold. Den kamp gav os et rap over fingrene, og siden da har vi bare kørt derudaf, så alt snak om undervurdering, koncentration og så videre findes ikke hos os. Vi har stor respekt for Midtjylland og er topmotiveret,” slutter fynboen.