Tibor Ivanisevic har tidligere optrådt to gange for det serbiske landshold. I denne uge kan kampantallet stige til det dobbelte.
Skjern-keeperen Tibor Ivanisevic er udtaget til det serbiske landsholds EM-kvalifikationskampe i denne uge.
Af Nicklas Thygesen
Pokalfighter i guldtriumfen, kontraktforlængelse, kvalifikation til DM-semifinalerne – og nu landsholdsudtagelse.
Det fantastiske forår fortsætter for Skjern-keeperen Tibor Ivanisevic, der er udtaget til Serbiens to kommende EM-kvalifikationskampe i denne uge. Det drejer sig om Serbiens kvalifikationskamp i Rumænien den 4. maj og derefter hjemmekampen mod samme nation den 7. maj.
- Jeg er glad og stolt over at være tilbage på landsholdet. Jeg ser udtagelsen som en slags hæder for nogle gode måneder i Skjern, men også som en stor motivation til at fortsætte det hårde arbejde og gøre mig selv endnu bedre for hver dag. Jeg er tilbage på landsholdet efter lang tid, og jeg er her for at vise mig selv frem på den store scene, siger Tibor Ivanisevic.
Den 26-årige Skjern-keeper skal kæmpe om spilletiden i målet med Strahinja Milic fra Vardar og Vladimir Cupara fra Ademar Leon.
- Men i sidste ende, så er det landstræneren, som har det sidste ord og skal afgøre, om jeg har gjort mig fortjent til spilletid. Jeg krydser fingre og giver den gas, og så må vi se, siger Tibor Ivanisevic efter en lang flyvetur tilbage til hjemlandet.
Foruden Tibor Ivanisevic har landstræner Jovica Cvetković udtaget profiler som eksempelvis Drasko og Petar Nenadic fra Füchse Berlin, Marko Vujin fra Kiel og Zarko Sesum fra Göppingen
Tibor Ivanisevic har tidligere spillet to A-landskampe for Serbien.
Udover Skjern-keeperen skal Kasper Søndergaard, Bjarte Myrhol, Markus Olsson og Emil Bergholt ligeledes i aktion for fædrelandet i denne uge.